Træning uge 33-42

Lidt af en tilsnigelse, den overskrift - det er ikke mange timers træning, der har været i den periode. Helt kort kan det konstateres at jeg 1) stadigvæk er skadet og 2) ikke rigtig har nogen ide om hvornår det bliver bedre. 

Det er for længst kommet dertil at jeg er holdt op med at cykle på arbejde, det kan jeg ikke. Jeg cykler under ti minutter dagligt for at følge Sarah i skole, det er det hele. Jeg har svømmet lidt crawl for at holde kredsløbet ved lige, men selv det skal jeg være forsigtig med - det er nok til at provokere inflammationen. Det er til at tude over og det har jeg også gjort. Jeg har fået lagt en ny blokade i denne uge, det var jeg nødt til at prøve igen. Jeg håber at det gør en forskel, men jeg tror ikke på det, før jeg ser det. Jeg har også prøvet en såkaldt ESWT-behandling. Det var ikke nogen succes, det forværrede bare symptomerne. P.t. venter jeg på at blive undersøgt på Bispebjerg Hospitals idrætsmedicinske klinik. Jeg håber på at de kan hjælpe.

Min træningsplan slutter her med udgangen af uge 42. P.t. tør jeg ikke sætte mig nogen form for præstationsmål for næste år som grundlag for en ny plan. Der er mange ting jeg drømmer om cykelmæssigt, der er mange løb, jeg gerne vil køre. Men grundlæggende så vil jeg være lykkelig, hvis bare jeg kan komme til at køre igen uden symptomer. Det er mit mål, resten er detaljer.

Træning uge 25-32

Det er længe siden, jeg har skrevet om træning. Det er der en simpel grund til: jeg har ikke trænet ret systematisk de seneste to måneder. Elsebeth var indlagt hele juni og en del af juli, så i den periode var det vanskeligt at få tingene til at gå op. Cykelsport er ikke for enlige fædre og mødre, det har jeg fundet ud af. Det er lykkeligvis historie nu, Elsebeth er ved at være på banen igen.

Oven i det har de knæproblemer, jeg løb ind i tilbage i maj, været mere sejlivede, end jeg havde forestillet mig. Problemet har været irritation og inflammation i mit venstre iliotibialbånd, et såkaldt løberknæ. Det føles som en meget intens kløe der går over i smerte inde under huden på ydersiden af knæet. Skaden er ikke overraskende kommet af for meget træning. Set i bagklogskabens ulideligt klare lys har mine rolige uger ikke været særligt rolige. Samtidigt har jeg været noget mindre smidig i venstre end højre iliotibialbånd og derfor mere udsat i det ben. 

Jeg må så også indrømme, at jeg har håndteret den her skade rigtig dårligt. Helt basalt har jeg ikke villet holde pause. Jeg har haft brug for at cykle for at holde sammen på mig selv i den stressende situation, jeg var i. Det har virket nogenlunde psykisk, men det har også betydet, at skadesforløbet er trukket ud, fordi jeg har ignoreret de advarsler, kroppen har givet mig. Det er først nu, efter seks behandlinger hos en fysioterapeut (Frederiksberg Sportsklinik, kan anbefales), et tilbagefald, 10 dages Ibuprofen-kur helt uden cykling og yderligere fire behandlinger og så en meget langsom start på træningen, at jeg begynder at komme i gang igen. I sidste uge cyklede jeg fire timer, i denne uge seks timer, alt sammen med lav til moderat intensitet. Jeg håber at det holder denne gang, men jeg er ikke sikker endnu. Jeg kan virkeligt ikke anbefale, at man behandler sin krop så dårligt som jeg har behandlet min de her måneder.

Nå, for at være lidt proaktiv har jeg via min fysioterapeut fået kontakt til en fyr, som har været i USA og er blevet certificeret i bikefitting. Forhåbentligt kan han hjælpe mig til at få den ergonomisk set bedst mulige position på cyklen, så jeg mindsker risikoen for at få en lignende skade en anden gang. Jeg ved ikke meget mere lige nu, men når jeg har været hos ham, skal jeg nok skrive mere om hvad han kan tilbyde og om det har hjulpet. Samtidigt har jeg genoptaget styrketræningen, det var en fejl at jeg stoppede tilbage i marts.

Skal jeg så snart ud og køre løb igen? Nej, det bliver ikke før september. Som Franz Beckerlee så tørt har formuleret det: “Det går op og ned i showbizz”.

Needle And The Damage Done

Nej, ikke endnu et indlæg i dopingdebatten, derimod titlen på en Neil Young-sang, jeg elsker. 28. august i Horsens, Neil Young & his Electric Band, det bliver stort! Sidst jeg så ham var på Roskilde med Booker T & the MG’s en gang tilbage i 90′erne. Det står stadig som en magisk koncert. Anmeldelserne fra årets Roskilde Festival har været overstrømmende, se eksempelvis hvad Politikens Erik Jensen skrev. Rust Never Sleeps…

Her er teksten, i øvrigt. Smertefuldt smuk:

I caught you knockin’
at my cellar door
I love you, baby,
can I have some more
Ooh, ooh, the damage done.

I hit the city and
I lost my band
I watched the needle
take another man
Gone, gone, the damage done.

I sing the song
because I love the man
I know that some
of you don’t understand
Milk-blood
to keep from running out.

I’ve seen the needle
and the damage done
A little part of it in everyone
But every junkie’s
like a settin’ sun.

Neil Young, Roskilde Festival 2008 (Foto: Thomas Borberg)

Rivette Racing Bicycle

Endelig, efter flere tilløb, har jeg taget mig sammen og bygget en ny MTB. Jeg har været meget glad for min S-Works M5 hardtail, men den var begyndt at se lidt træt ud. Så da Rasmus Berg (a.k.a. Bjørnen fra Frederikssund, DMK) satte sit tre måneder gamle Rivette H6-stel til salg, slog jeg til.

Jeg har længe været nysgerrig efter at prøve Rivette’en. Den tiltaler mig æstetisk med dens rene linier. Designfilosofien bag den tiltaler mig også, det er en Racing Bicycle. Endelig så betyder det noget for mig at der er en god stemning omkring Rivette i kraft af deres team og deres website.

Jeg har kørt én tur på den, ikke så langt men nok til at få et indtryk af den. Det føltes som at sidde på en raket i forhold til M5′eren! Rivette’en er markant stivere i både bagstel og krankboks. Det mærkes tydeligt, når man træder igennem, den reagerer lynhurtigt. Samtidigt giver den tyndere saddelpind mere flex, det er rart. Min eneste anke er at kronrøret er lidt højt, jeg vil gerne have styret 5-10 mm ned. Det tror jeg nu kan løses med et andet aheadset.

Rivette H6

Alle detaljerne kan ses ovre på RudeMTB.

Dustcup #4: Rude Skov

Skoven var tør og støvet og HMTBK’s rute præsenterede Rude Skov fra sin bedste side. Desværre var hverken krop eller hoved helt med i skoven.

Jeg kom nogenlunde fra start men havde langtfra den power, der skulle til for at hænge på dem, jeg plejer at køre mod. Hvis ikke jeg var havnet i en gruppe med Thor fra HMTBK og Michael Gudmundseth fra Team Hustler så var det gået helt galt. De tre første omgange trak Michael, han var virkeligt stærkt kørende og jeg måtte arbejde hårdt for at hænge på. Vi kørte os op til en anden gruppe med bla. Mikael Schrage fra HMTBK, de to grupper smeltede sammen og den nye gruppe holdt tempoet oppe. Lige efter at vi var kørt ud på fjerde og sidste omgang døde Michael Gudmundseth imidlertid fuldstændigt, han endte med at smide omkring otte minutter på én omgang. Samtidigt slap Thor væk… så var der lagt op til endnu et opgør mellem Mikael og jeg. Der blev stukket og kørt kontra. Mikael prøvede at komme afsted på Maglebjerg men jeg hang på op over, gik frem kort efter nedkørslen og forcerede. Mikael hang på og svarede ved at presse tempoet endnu en tak op … sådan gik det derudaf. På den sidste halve kilometer lykkedes det mig endelig at slå hul, det holdt til mål.

Det hele rakte til en 8. plads i H40, egentlig OK. Alligevel så trækker jeg stikket ud de næste uger. Det er ikke muligt for mig at få børnenes og min hverdag til at fungere mens Elsebeth er indlagt og samtidigt få trænet seriøst. Det første er faktisk svært nok i sig selv. Derfor har jeg også besluttet, at jeg ikke kører DM i XC i år. I stedet satser jeg på at være i form til løbene i august og september, bla. DM i MX i Århus. Men nu må vi se. Ellers satser jeg på 2009.

 

Postcup #4 – Bittersød podieplads

Det føltes lidt ironisk at få årets første podieplads i et løb, hvor jeg var rigtigt dårligt kørende…

Afdeling 4 af årets MTB Post Cup blev arrangeret af DMK og Johnny Cash Cykelklub. De to klubber havde valgt at lægge ruten i Lille Hareskov og det var de sluppet godt fra. Det var en hurtig rute, som inkluderede dele af Det Røde Spor og bød på mange korte, stejle op- og nedkørsler og en hel del singletrack. På papiret en rute, der passede mig godt.

Veteranfeltet var ret smalt. Den eneste ikke-sjællandske rytter til start var Ulrik Frandsen fra Cykling Langeland, de jyske ryttere blev hjemme. Ulrik måtte siges at være forhåndsfavorit sammen med Bogi Kristensen (Gladsaxe CC, tidl. T-Bikes). Fra HMTBK var vi Carsten Kristiansen og mig – Jan DH var i Stockholm og køre Långloppscup.

Starten gik op mod Kælkebakken og jeg kunne godt mærke, at der ikke var noget at skyde med. Jeg satte mig ind bag Carsten for at se om jeg kunne hænge på. Det kunne jeg … indtil midt på første omgang. Derefter røg jeg på mellemhånd. På anden eller tredie omgang hentede jeg Henrik Jappe fra Greve CC på den stejle opkørsel ude ved Genbrugstationen – han klikkede ud, det gjorde jeg ikke. Derefter var situationen resten af løbet at Ulrik, Bogi og Carsten var foran mig, mens Henrik lå lidt bag mig – så vidt jeg vidste. Bevidstheden om at Henrik lå omkring 30 sekunder bagude gjorde at jeg holdt tempoet oppe, men det gik ikke hurtigt.

Jeg kom i mål godt tre minutter efter Carsten, den performance var jeg ikke tilfreds med. Omvendt så var jeg meget, meget glad for at jeg i det hele taget kunne køre løbet. Både i forhold til knæene og i forhold til den rodede situation derhjemme.

Dagens overraskelse kom et par minutter senere, hvor Ulrik rullede over stregen. Han var kørt forkert på tredie eller fjerde omgang fordi rutemarkeringen var blevet ødelagt. Det betød at jeg var nummer tre efter Bogi og Carsten. Det føltes bittersødt. Det var dejligt at stå på podiet, men min femteplads i Vejle var langt mere tilfredsstillende end den her tredieplads…

Tak til Pixelution og Jens Thomasberg for lån af billeder!

 

Træning uge 21-23

Det er længe siden sidst, det ved jeg godt, jeg har ikke haft meget tid til at blogge. Kombinationen af en kone som ligger på hospitalet og en pædagogstrejke er ikke helt god… Anyway, efter Sverige fik jeg problemer med diffuse smerter omkring begge knæ. Det har jeg ikke prøvet før, så jeg tog til kiropraktor tirsdagen efter løbet for at blive checket. Det var beroligende. Der var ikke noget galt med guldet, som han sagde, bare lidt betændelse og en hævet slimsæk. Kuren hed Voltaren-gel og hvile. Det sidste er jeg ikke ret god til, så allerede torsdag var jeg på cyklen igen, lige så stille. Det gik godt. Lørdag kørte jeg en rolig tur i Tisvilde Hegn. Igen gik det godt og jeg havde det også OK søndag morgen. Dejligt! Det var det, tænkte jeg og kørte derefter op til Tyren, hvor jeg prøvede på at rive asfalten i stykker og endte med at sætte ny personlig rekord med næsten tyve sekunder. Ren optur … lige indtil mandag morgen hvor idioten hér stort set ikke kunnne gå… Hmm… Tilbage til start. Denne gang en uges ægte pause med en enkelt rolig tur om søndagen. Det hjalp. I sidste uge kørte jeg så to korte AT-pas og fjerde afdeling af Post Cup’en (mere om den følger) uden at få problemer bagefter. Dejligt! Men, som løbet viste, så har pausen i træningen kostet meget i performance. Moralen må være at man skal holde en ordentlig pause første gang problemerne melder sig. Håber at jeg husker det…

Långa Billingeracet, Sverige

Lørdag eftermiddag kørte Kristine, Marie fra DMK, Jan DH og jeg nordpå. Målet var Skövde ca. 400 km fra København, hvor vi skulle køre første afdeling af den svenske Långloppscup, Långa Billingeracet.

Søndag morgen viste termometeret tre grader og det regnede. Mens vi stod i startboksene på en kæmpe p-plads midt i Skövde gik regnen over i slud. Selv svenskerne rystede på hovederne. Det er ikke normalt vejr sidst i maj, heller ikke deroppe. Jeg valgte meget defensivt at beholde regnjakken på. Det så ikke kønt ud, men det gav varmen.

Starten gik og det gik op, op, op ad bakke. Startloop’et var tre kilometer langt og det var helt bogstaveligt op ad bakke hele vejen. Først på asfalt og moderat opad. Men på de sidste 400 meter op til målområdet på toppen af Billingen steg ruten i snit 13% og det var på fedtede skovstier. Så var løbet ligesom i gang… Der blev vanen tro kæmpet godt om positionerne på vej ind på singletrack’et og det var fornuftigt nok, der var trods alt omkring 500 ryttere til start. Jeg kom ind tilstrækkeligt langt fremme i feltet til at kunne holde tempo, men jeg havde ikke helt kunnet kompensere for min startposition langt ned i boks fire. Der var mange foran mig, jeg trøstede mig med at der også var lang vej hjem…

 

På vej ind på den skarpe del af startloop’et 

Og yes, der var masser af singletrack og masser af stigninger. Ruten var lagt ud i et ottetal med passage af målområdet midtvejs og de første 40 kilometer var virkeligt kuperede, som profilen viser. Den del af ruten mindede en del om Silkeborg – bortset fra at bakkerne var længere og en hel del mere stenfyldte.

 

Der blev kørt til og jeg havnede i en fornuftig gruppe, da feltet gradvist blev spredt ud. Men jeg anede ikke hvem jeg sad med eller hvem jeg skulle holde øje med, en lidt sjov oplevelse. Bortset fra Kenneth Vedsted Larsen fra DMK, som blev ved med at komme op bagfra. Gruppen holdt den første times tid men gik gradvist i opløsning, derefter stod den på lidt mere tilfældige alliancer. Jeg fik stadig holdt et godt tempo og jeg havde det faktisk rigtig sjovt, det var en dejlig rute. Samtidig var den ekstremt godt mærket op. Faktisk tror jeg ikke, at jeg har kørt en rute, hvor det var gjort bedre.

Midtvejs, første passage af målområdet med friske flasker fra depotet

Anden halvdel af ruten var generelt fladere og mere sandet. Jeg hentede af og til ryttere, som var gået i stå, men jeg sad meget alene og det gik ud over tempoet. Det hjalp heller ikke på farten at jeg fik ondt i mit venstre knæ. Jeg havde skiftet mellem et par saddelpinde i ugens løb og sadlen var endt med at sidde et par millimeter for højt. Kombinationen af for høj saddel, kulde og lang tur havde sin pris.

Rutens sidste stigning var lidt over en kilometer lang og den steg i gennemsnit 10%, et stykke på 150 meter steg over 20% – en brutal bakke. Som billedet viser var det ikke en fornøjelse at køre den efter små 80 kilometer… Fornøjelsen blev ikke større af at Kenneth havde hentet mig ved foden af bakken og var gået forbi. Oh well…

Rutens sidste stigning

Jeg kom i mål efter lige godt fire timer, godt brugt. Det rakte til en 12. plads i H40-klassen hvilket jeg ikke umiddelbart var tilfreds med. Men kunne jeg have kørt hurtigere? Ikke meget. Var det en god oplevelse? Ja, klart! Så var det nok alligevel et godt løb

Tak til www.billingeracet.se for lån af billeder!

Dustcup #2: Tisvilde Hegn

Fint spor, fire omgange og en femteplads – det er den korte version af onsdagens Dustcup i Tisvilde.

Start og mål var placeret i området omkring slotsruinen. Ruten var knastør og den kom rundt på de fleste af de steder, der hører med på en Dustcup-rute deroppe. Den bød også på en ny, sandet nedkørsel – en fin detalje. På godt og ondt var der masser af singletrack. Det er det, vi elsker at køre, men det gør det vanskeligt at passere hinanden. Jeg prøver på at se det som en udfordring – hvis jeg vil forbi, så må jeg finde et alternativt spor ved siden af “motorvejen”.

Der var lidt rod i starten. Mens vi stod og ventede – og jeg stod og holdt Lasse O.’s cykel, mens han tissede – rykkede alle pludseligt frem, der var tvivl om starten var gået eller ej. Det betød at min rimeligt gode position i fjerde række blev vekslet til noget der lignede tiende række. Det hævnede sig, da starten gik. Jeg blev lukket inde og blev sat en hel del placeringer tilbage. Det meste af første omgang gik med at hente det tabte – det var ikke alle de, der fik placeret sig foran, der hørte til der, det kan man roligt sige.

På anden omgang begyndte jeg at føle mig klar og var også kommet nogenlunde op gennem feltet. Efter et par ryk kom jeg frem til en stor gruppe, hvor bla. Mikael Schrage og Anders Nyholm sad. Jeg havde det godt og prøvede derfor at køre lige igennem. Det lykkedes ikke, men det medførte at gruppen sprængtes. Der blev samlet en mindre gruppe, hvor vi tre skiftedes til at tage føringer. Der blev lukket godt op, alle prøvede på at stikke, men vi holdt faktisk sammen hele vejen til slutningen af fjerde omgang. På den sandede opkørsel blev det afgjort: Anders valgte en god linie, kom bedst over toppen og fik hurtigt et hul på 10 sekunder. Mikael valgte at klikke ud for at løbe udenom de øvrige ryttere på bakken, det gjorde jeg ikke. Jeg angreb i stedet og fik slået hul til ham, det holdt til mål.

I H40-feltet rakte det til en femteplads, se resultaterne her. Hullet bagud var ikke ret stort, det var hullet opad til gengæld, starten kostede en del tid. Til gengæld var min fysiske performance fin. Jeg havde helt samme gennemsnitspuls på alle fire omgange og havde generelt en følelse af overskud. Jeg kunne rykke, når det virkede fornuftigt og jeg kunne også svare, når andre rykkede – på nær da Nyholm kom afsted Så, rigtig god træning og det er jo det, Dustcup’en handler om.

Næste udfordring er et maraton-løb i Sverige i næste weekend. Jan DH, Kristine og jeg tager til Skövde og kører første afdeling af långloppscupen, det glæder jeg mig til. Men først skal der lige køres lidt intervaller i weekend’en.

Vi ses på sporet!

   

Rød front i Tisvilde Hegn, undertegnede sidder længst til venstre med de sprøde, hvide Jakob Fuglsang-handsker… Tak til Pixelution for lån af billedet, der er mange flere her.

Rivette/SRAM H12 2008 III

Hustlerne gjorde det sgu! Jeg tog derud som tilskuer sammen med familien i formiddags og det var en fornøjelse. Et flot arrangement med en meget tilskuervenlig rute, specielt stykket omkring kælkebakken fungerede godt. At det så ikke var alle ryttere, der så ud til at nyde at skulle op og ned så mange gange … tjah, de må jo bare træne noget mere til næste gang.

Er spændt på at høre hvordan det store opgør mellem alle HMTBK-holdene endte…

Thumbs up, Hustlers!